|
Som freelancemodel hører jeg desværre ofte
fotografers historier om modeller de har arbejdet med, som har opført sig
useriøst og uprofessionelt. Mange piger er ikke klar over hvad det indebærer at
være model, andre har bare generelt svært ved at overholde almindelige regler
for hvordan man opfører sig overfor andre mennesker. Men hvis du vil have succes
som model, er det vigtigt at du ikke får ry for at være useriøs, uprofessionel
eller upålidelig. Fotografer taler sammen og anbefaler modeller til hinanden, så
en god opførsel er ofte lig med flere jobs, og en dårlig opførsel det modsatte.
Denne artikel med 15 råd handler derfor ikke om hvordan du får flere jobs,
holder dig i form eller lignende - men om hvordan du helt grundlæggende bør opføre dig som
model, for at fotograferne vil betragte dig som en seriøs model. Nyttig læsning,
hvis du overvejer at blive model, lige er startet eller allerede er godt i gang -
måske er der nogle ting du ikke lige havde tænkt over før.
-
Vær afklaret med dig selv. Inden du
starter som model skal du sørge for at have tænkt alt igennem: Er det for
grænseoverskridende for dig at blive fotograferet af en du ikke kender? Er du
parat til eventuelle (ikke altid positive og nogle gange misundelige)
kommentarer fra veninder, bekendte og familie? Har du talt det igennem med
dine forældre og din kæreste? Hvor går din grænse for hvor afklædte billederne
må være? At være afklaret er vigtigt, både for din egen skyld og for
fotografen, så han ikke skal udsættes for modeller der bakker ud eller vrede
kærester der dukker op og forlanger at få billederne udleveret.
-
Hav en hjemmeside/profil, der
signalerer at du er seriøs. Hvad enten du har profiler på diverse
modelsteder, egen hjemmeside eller begge dele, bør dine billeder være i høj
kvalitet og stemme overens med hvordan du ser ud. Undgå billeder taget med
webcam eller mobiltelefon. Du bør have mindst 1 tydeligt, vellignende portræt
med ikke alt for meget makeup på. Professionelle billeder er bedst - helst så
forskellige som muligt og fra flere fotografer, så du kan vise hvad du kan og
at du har arbejdet med flere forskellige. Har du ingen professionelle
billeder, kan et par tydelige og vellignende privatbilleder gå, indtil du får
taget nogle rigtige modelbilleder. I din profiltekst bør der stå hvad du har
arbejdet med før og er interesseret i at lave, samt hvor din grænse går for
afklædte billeder. Derudover dine mål, højde, størrelser mm. Mange bryder sig
ikke om at opgive fuld adresse, tlf. nummer osv. på profiler, hvilket er
klogt, men der bør stå hvilken by/landsdel du bor i, da mange fotografer søger
modeller tæt på deres eget område. En modelprofil eller hjemmeside bør kun
indeholde informationer der er relevante for modelbranchen. Min webside er fx
meget indholdsrig, men alt indholdet har relation til model/medieverden.
Billeder af dine venner eller kæledyr, samt talesprog, horoskoper, stavefejl,
tegninger osv. kan være meget charmerende på en privat hjemmeside, men hører
ikke hjemme på en modelside.
-
Svar altid på henvendelser. Også
selvom du ikke ønsker at arbejde med fotografen. En pæn afvisning er langt
bedre end intet svar. En model der ikke svarer, får hurtigt ry for at være
useriøs.
-
Forvent ikke at du kan tjene penge med
det samme. Det er svært at få betalte jobs når man hverken har erfaring
eller
billeder at vise frem. Sørg derfor for at få begge dele gennem TFP-sessions
(hvor modellen får billeder til sit portfolio i stedet for betaling) med
forskellige dygtige fotografer. Også erfarne modeller har ind imellem brug for
TFP for at opdatere deres portfolio. Mange fotografer søger modeller til TFP (og
mange fritidsfotografer har ikke råd til at betale en model) så bliv ikke
fornærmet hvis de kontakter dig ang. en fotosession som du ikke får penge for.
Omvendt er du selvfølgelig heller ikke forpligtet til at sige ja til alle. Et
godt princip er at sige ja til TFP hvis du vurderer, at det kan give dig nogle
billeder som er endnu bedre end dem du har i forvejen.
-
Hold din side/profil opdateret.
Hvis du ændrer vægt, frisure eller på anden måde forandrer dig fysisk, så sørg
for at opdatere sine mål og udskifte dine billeder så din hjemmeside/profil
hele tiden stemmer overens med virkeligheden. Ellers risikerer du at en
fotograf, som booker dig på grundlag af dine billeder, ikke kan bruge dig til
jobbet alligevel, fordi du ikke ser ud som han forventede.
-
Lav en fast aftale med fotografen inden
jobbet. En telefonsamtale inden jobbet er at foretrække, og derudover en
skriftlig aftale/kontrakt. Sørg for at få svar på alle spørgsmål, sørg for at
I kender hinandens betingelser, og at I er enige om hvilken type billeder der
skal tages. Aftal præcis tid og sted og hvordan I kontakter hinanden ved evt.
forsinkelse eller lignende.
-
Meld klart ud hvor din grænse går.
Ved at skrive hvor dine grænser går på din profil/hjemmeside, slipper du for
misforståelser og tilbud du alligevel ville sige nej til. Plus fotograferne
har nemmere ved at finde en model som passer til det pågældende job. Alligevel
bør du også forklare dine grænser for hver enkelt fotograf der kontakter dig.
Det er vigtigt at du står fast på dine grænser, men også at du ikke først
siger ja til noget og så fortryder - dette kan give fotografen en del besvær.
-
Overhold aftaler! Fotografen bruger
ofte en del tid på at planlægge en fotosession og betaler nogle gange stylist,
leje af studie osv. Ved et kommercielt job er der endvidere kunder som
forventer billederne klar til en bestemt dato. Det er derfor vigtigt at du kun
aflyser hvis det er en nødsituation, fx ved sygdom. Aflys i så god tid som
muligt. Ved aflysning dagen inden eller samme dag bør du ringe direkte til
fotografen. Modeller der bliver væk uden at have aflyst er ikke
populære ved fotografer!
-
Mød op forberedt og gør dit bedste hver
gang. Tag hver fotosession eller job seriøst. Medbring det I har aftalt.
Sørg for at have fjernet hår på benene, under armene, i bikinilinien og andre
hensigtsmæssige steder, samt have plukket øjenbryn osv. Brug en god
fugtgivende creme til ansigtet og kroppen for en blød, flot hud - sørg i det
hele taget for at pleje dig selv. Vær mentalt til stede under fotograferingen.
Hvis du er distraheret eller har tankerne et andet sted, går det ud over
billederne. Sidst men ikke mindst: Mød aldrig op til en fotosession fuld eller
med tømmermænd.
-
Vær tålmodig. Et job kan trække ud,
du risikerer at stå i ubekvemme positurer, der kan være lang ventetid ind
imellem og hvis der medvirker flere modeller er det ikke sikkert det er dig
som bliver brugt mest. Alt sammen er noget du må tage med. Lad være med at
brokke dig, tag tingene stille og roligt og husk på at der er mange andre end
dig involveret i projektet og at resultatet, billederne, er det vigtigste.
-
Drop primadonna-nykkerne. Især ved
betalte jobs kan du ikke forvente selv at bestemme hvilket tøj, hår og makeup
du skal fotograferes med. Du kan ikke forvente at du er i centrum hele tiden.
Lad være med at rakke ned på fotografen eller projektet, selvom det måske ikke
falder i din smag eller du er vant til mere spændende jobs. En opgave er en
opgave, og du har selv fra starten sagt ja til den.
-
Lad være med at være sart. Nogle
opgaver kræver at du hopper i koldt vand, bliver fotograferet på en
lodseplads, klæder om udendørs osv. Nogle opgaver kræver også at man bliver
fotograferet i gennemsigtig bluse, hotpants eller uden BH - dette bør du som
model være indstillet på, men samtidig bør du selvfølgelig ikke overskride
dine egne grænser.
-
Læg din personlige smag til side.
Ved betalte jobs er du kun et redskab som fotograf og kunde bruger til et
fremvise et produkt, noget tøj eller lignende. Selvom du ikke bryder dig om
det tøj eller den makeup du skal fotograferes med, så lad være med at brokke
dig. En god model skal kunne sælge et produkt selvom hun ikke personligt
bryder sig om det. Det er en del af jobbet.
-
Vær åben, fleksibel, imødekommende og
samarbejdsvillig. Det er vigtigt at være god til at omgås andre mennesker.
-
Husk at fotografen har copyright på
billederne. Du må altså ikke sælge dine billeder, indsende dem til blade
mm uden tilladelse fra fotografen. Det er vigtigt at du fra starten sørger for
at få fotografens tilladelse til at bruge billederne til at promote dig selv:
På din hjemmeside, modelprofiler, sedcards, indsende til modelbureauer osv.
Dette gælder især ved TFP-fotosessions, da formålet med dem netop er at få
billeder til promotion af dig selv. Vil fotografen ikke give dig lov til at
bruge billederne til dette, bør du ikke sige ja til TFP med ham - det får du
for lidt ud af.
|
|